At miste et kæledyr og hvordan håndterer man at miste et kæledyr
Derfor gør det så ondt at miste et kæledyr
Kæledyr fylder meget i vores liv, og den største sorg i verden er at miste den man har kær, uanset om det er et menneske, der stod én nær, eller om det er et kæledyr. At miste en der stod meget nær, også selvom det er en hund, kat, marsvin, kanin, hest, m.v. vil ofte være forbundet meget stor sorg. Sorg er en naturlig del af menneskets liv – men hvordan kan vi håndtere sorgen?
Hvordan håndterer man sorgen?
Sorg opleves meget forskelligt og med varierende styrke, alt afhængig af det enkelte menneske, og følelsen af tabet. Det kan derfor være svært helt præcist at beskrive hvad sorg er og forklare sorgens forløb, og folk har af samme grund forskellige behov og metoder til at håndtere sorgen. Vi har samlet nogle forslag til at håndtere sorgen over at miste et kæledyr herunder:
Giv dig tid til at sørge
Det er først og fremmest vigtigt, at man giver sig selv lov og tid til at føle sorgen i forbindelse med at miste et kæledyr, fordi det er en del af kroppens helende proces, der gør at vi lidt efter lidt kan give slip på det, vi har mistet, dog uden at glemme det. Tillad dig selv at græde, så du kan give afkald og slippe de negative følelser ud.
Tal om dit tab
For rigtig mange mennesker kan det have en helende effekt at italesætte sorgen med andre mennesker. Måske endda nogen som selv har følt sorg og kan relatere. Fortæl om sorgen ved dit kæledyrs død med en tæt ven eller et familiemedlem og lad dem omkring dig trøste.
Husk dit kæledyr for det gode
Brug tid på at fordybe dig i alle de gode minder som du har om tiden sammen med dit kæledyr og forsøg for en stund at lade de negative være i baggrunden. Prøv eventuelt at lukke dine øjne og lade dig fylde med indre billeder af alle de dejlige oplevelser. Det kan også nogen gange hjælpe at gense billeder eller video af dit kæledyr.
Tag ordentlig afsked med dit kæledyr
Nogen vælger ikke at se deres kæledyr efter det er død, andre har det bedst med enten at se det eller at sidde med det i skødet nogen tid efter det er død. Folk håndterer sorg forskelligt, og det er vigtigt, du gør dig klart, hvad der er det bedste for netop dig, for det er dig, der skal om på den anden side af sorgen. Ved aflivning af et kæledyr anbefaler vi dog altid, ikke mindst for kæledyrets skyld, at det ikke dør alene, men at det er i selskab med et menneske, som det føler sig tryg og elsket ved, op til det i hvert fald er blevet bedøvet og ikke længere registrere verden omkring sig.
Lav en gravplads
For nogen kan det være en god idé at lave en gravplads for sit mistede kæledyr (eventuelt et sted i haven, på en dyrekirkegård eller inde i selve huset hvis du får kæledyret tilbage i en urne og/eller får lavet et smykke med aske fra det, osv.), så man har et sted at tage hen og fordybe sig i tabet – også i tiden der kommer – mindes, og samle sine tanker om alle de gode oplevelser og stunder sammen med kæledyret. På nettet kan man blandt andet købe gravsten og fliser med billede og/eller navn, lavet særligt til kæledyr, og man kan pynte med blomster, billeder, grus, sten eller lignende.
Hvordan reagerer børn på sorgen over at miste et kæledyr?
På samme måde som hos voksne, reagerer børn også meget forskelligt på sorgen ved at miste et kæledyr. Det kan eksempelvis være tristhed, savn, chok, angst, mareridt m.v. Børns forståelse af døden og dødens betydning udvikles gradvist efterhånden som barnet bliver ældre – og reaktionen ligeså. Børn op til ca. 5 år opfatter generelt ikke døden som noget endeligt, og nogen kan stadig finde på at spørge om, hvem der skal fodre, lufte hunden, hvornår katten kommer hjem osv. Fra 10 års alderen er børns forståelse om døden efterhånden så veludviklet, at de kan forstå dets betydning.
Ligesom voksne i sorg, har børn også behov for samvær med andre mennesker, der accepterer og udviser forståelse for deres forskellige reaktioner og følelser over at miste et elsket kæledyr. Børn har behov for, at forældrene forklarer dem, hvad der er hændt og hvad der nu kommer til at ske, da det hele kan virkende meget forvirrende på et barn. Nogen forældre tror måske, at de gør barnet en tjeneste ved at “skåne” det for disse oplysninger og/eller at se det døde kæledyr, men det er ofte et misforstået hensyn fra de voksnes side, da fantasien hos børn i flere tilfælde kan overgå virkeligheden. Dog vil vi understrege, at der sjældent kommer noget godt ud af at tvinge børn til noget, de giver udtryk for, at de ikke har lyst til. Husk som forælder at det også er tilladt at vise sine følelser og lade sorgen komme til udtryk. Børn tager ikke skade af at mærke, at voksne kan blive kede af det.
Kilder: netdyredoktor.dk, aalborg dyrehospital, slipsorgen.dk