Kaniners alder og aldring
Det er svært at sige helt præcis hvor gammel en kanin kan blive, da det afhænger af en række forskellige forhold, f.eks. genetik, køn, race, pasning, motion, osv. og derfor kan variere meget. De fleste kaniner bliver i gennemsnit 5-8 år, men de kan snildt blive op til 10-12 år eller ældre. En af de ældste kaniner som er registreret blev 18 år. De meget store racer har dog gennemsnitlig en lidt kortere levetid, ca. 4-5 år.
Kaninhåndbogen.dk har givet et cirka bud på kaninens alder i menneskeår:
1 uge = 1 år
2 uger = 2 år
3 uger = 4 år
4 uger = 6 år
2 måneder = 8 år
3 måneder = 10 år
4 måneder = 12 år
5 måneder = 14 år
6 måneder = 16 år
1 år = 21 år
2 år = 27 år
3 år = 33 år
4 år = 39 år
5 år = 45 år
6 år = 51 år
7 år = 57 år
8 år = 63 år
9 år = 69 år
10 år = 75 år
Tegn på alderdom hos kaniner
Før eller senere bliver din firbenede bedste ven gammel. Aldring er en naturlig og gradvis biologisk proces, som mindsker kroppens evne til at opretholde den fysiologiske balance og øger modtagelsen overfor sygdomme. Kaniner viser tegn på alderdom meget lig mennesker og omfatter ændringer i adfærd og et svigtende helbred. Alderdom kan komme til udtryk på forskellige måder, f.eks.:
- Nedsat hørelse
- Svækket syn
- Demens (virker forvirret)
- Generel mindre aktivitet og sover mere end sædvanligt
- Slidgigt i led som typisk viser sig ved at kaninen hopper dårligt, bevæger sig klodset
- Mere indelukket og asocial, tilbagetrukket
- Mindre appetit
Pasning af ældre kaniner
En ældre kanin skal overvåges endnu tættere end en yngre. Vægt og tænder skal overvåges, og kosten skal justeres. Når kaninen kommer op i alderen er det vigtigt at være opmærksom på om kaninen slider sine tænder korrekt. Derudover er det vigtig at kaninen får nok kalk til vedligehold af skelettet, og energi/fedt til at holde huld (fedtdepoter).
Vi anbefaler at du tager kaninen til regelmæssig sundhedskontrol hos din dyrelæge, så alle problemer kan diagnosticeres tidligt og behandles så hurtigt som muligt. At være opmærksom på den generelle sundhed og kost hos den ældre kanin, kan det i nogle tilfælde lade sig gøre at modvirke aldringens virkning en smule og give kaninen et længere liv.
Nogle gange kan behandling og medicin forlænge kaninens liv, men du bør dog først og fremmest tænke på kaninens trivsel og om behandlingen er til for kaninens skyld eller din egen. Du må derfor på et tidspunkt stille dig selv det ubehagelige spørgsmål: hvornår er det tid til at give din kanin fred? Vi anbefaler altid at du rådfører dig med din dyrelæge i dette spørgsmål.
Kontakt din dyrlæge
Vi anbefaler som hovedregel altid at du kontakter din dyrlæge for supplerende information, hvis du er i tvivl om noget.
Kilde: Agria Dyreforsikring, Kaninhåndbogen
Se andre vejledninger om kaniner