Kat og hund under samme tag
Det har været sagt at katte og hunde er hinandens modsætninger, men sandheden er, at håndterer man mødet ordentligt, kan katte og hunde få meget glæde af hinandens selskab. Det bedste er at anskaffe sig en hvalp og en killing på samme tid, så de kan præge hinandens opvækst og meget lettere acceptere den andens tilstedeværelse. Har man i forvejen en voksen kat, og vil anskaffe sig en hund, vil hunden som regel have en naturlig helt naturlig respekt for en voksen kat (også selvom det er en hvalp).
En hund vil som regel være venlig stemt og nysgerrig i mødet med andre dyr, men er hunden voldsom i sin opførsel og måske tidligere har påført skade på et andet dyr, frarådes det dog at anskaffe sig en kat. Man kan selv gøre meget for at hjælpe hunden på vej gennem træning og ved at lære den de mest basale kommandoer, hvorved man har bedre kontrol over mødet, og så er det en god idé at have hunden i snor første gang dyrene mødes.
Et andet råd er at anskaffe sig en killing/kat som er vokset op sammen med hunde, så den allerede inden mødet ved hvordan man begår sig i forhold til en hund. Katte kan godt lide at ligge højt, det får den til at føle sig tryg og mere i kontrol over situationen, så sørg derfor for, at der er steder hvor katten kan være sig selv, så hunden ikke kan komme til den, gerne et højt sted.
Når katten kommer hjem første gang anbefales det desuden at lade den udforske huset for sig selv inden selve mødet, for på den måde at blive tryg i sine nye omgivelser, uden hundens indblanden, og lad derfor hunden gå rundt uden katten er til stede, så de kan vænne sig til lugten af hinanden, inden de mødes.
I selve mødet, sørg for at have snor på hunden og sæt dig sammen med den, mens katten har mulighed for at gå frit rundt og se hele situationen (og hunden) an. Man må ikke forvente, at katten går direkte over og hilsner på hunden under det første møde. Den vil sandsynligvis holde sig lidt på afstand i begyndelsen. Husk at ros hunden, hvis den forbliver rolig, og omvendt give bestemt “nej” hvis hunden springer frem mod katten eller gør af den. Giv evt. både hund og kat en godbid, så de begge får en positiv oplevelse ud af det første møde med den anden part.
Lad endelig ikke hund og kat være alene, før de er helt rolige ved hinandens tilstedeværelse.
Kilde: netdyredoktor.dk
Se andre vejledninger om hunde
Se andre vejledninger om katte