Overvejelser inden køb af killing og kat
Katte er meget selvstændige dyr, og det kræver nogle overvejelser, før køb af kat, da de kræver en del af deres ejer.
Det praktiske
Dyreværnsloven dikterer, at killinger skal være mindst 12 uger gamle, når de tages fra deres mor. Det har noget at gøre med, at killingen på dette tidspunkt er parat, socialt og psykisk, helt at være på egne poter og være uden mor samt søskende.
Katten knytter sig til sit hjemmemiljø, og man bør derfor ikke anskaffe sig en kat, hvis man flytter meget eller har en ustabil hverdag, da det kan stresse katten og give adfærdsproblemer.
Økonomi
Det koster penge at have en kat, f.eks. udgifter til foder, kattegrus, kattebakker, legetøj, kradsetræ, det årlige dyrlægecheck, uforudsete dyrlægebesøg, vaccinationer m.m. Det er derfor vores anbefaling at man inden anskaffelse af en kat lægger et budget for hvordan det privatøkonomisk kan hænge sammen.
I den forbindelse kan man også med fordel se på hvor killingen er vokset op. Du kan evt. besøge flere opdrættere og se på forholdene. Det kan blive en dyr fornøjelse at købe en killing med sygdomme, og nogle sygdomme kan først vise sig senere efter købet. Hvis du skulle komme til et sted, hvor du kun ser entreen, løbegården el.lign., så tak “nej tak” – du ved aldrig, hvad du får med hjem fra sådan et sted.
Neutralisering og mærkning
Ønsker man ikke at avle på katten, bør man få katten neutraliseret og mærket, ca. 5-6 måneder gammel. En neutraliseret kat vil ikke kunne få killinger, som der måske ikke er plads til, lige som neutralisering reducerer risiko for overførte sygdomme, uønsket aggression samt at katten har tendens til at strejfe hjemmefra. Katte som kun bor indenfor bør stadig neutraliseres, for at undgå de får stress af deres drifter og for at undgå deres besørger rundt i huset.
Ved samme lejlighed kan man med fordel få katten mærket og registreret, i det tilfælde, at katten løber væk.
Nødvendigt udstyr
En kattebakke og strøelse beregnet til kat er en nødvendighed, for at katten har et sted at gå på toilet. Det er vigtigt at kattebakken ikke står i nærheden af kattens mad og vand, da katte er meget renlige dyr og ikke bryder sig om at spise og besørge samme sted.
Det er vigtigt med et kradsebræt til katten, da det giver katten mulighed for at sprede duftstoffer og få hvæsset kløerne. Kradsebrættet skal være stort nok til at katten kan strække sig i fuld længde på kradsebrættet.
Man skal også anskaffe sig noget foder – både tørkost og vådkost – da katten har brug for begge dele for at få systemet til at fungere optimalt. Der er foder specielt til killinger. Det er vigtigt, at din kat altid har mulighed for få frisk vand. Desuden bør en kat, der kun er indenfor, havde kattegræs, som hjælper med fordøjelsen og så katten får folinsyre.
Endelig skal man købe legetøj beregnet til en kat, så katten har mulighed for at blive aktiveret og bruge sine sanser på det som katten er bygget til – jagt. Små bolde, drillepinde, tøjmus og mindre bamser er som regel et hit som de fleste katte. Legetøj som aktiverer din kat, det kunne eksempelvis være en foderbold, som opmuntrer katten til at bruge sine færdigheder for at få mad, kan anbefales, hvis katten er alene hjemme. Du kan også gå en tur med katten i sele cirka en halv time om dagen, for at give katten mulighed for at få stimuleret sine sanser og motion.
Hvis man ikke har mulighed for at være så meget hjemme eller har tid til at aktivere sin kat, kan man med fordel købe to katte, så de kan holde hinanden med selskab og aktivere hinanden. Man bør anskaffe sig to katte, som passer sammen alders- og sindsmæssigt. Man skal sørge for at få begge katte neutraliseret for at undgå uønsket aggression over territorier og uønskede killinger.
Er du i tvivl?
Er du i tvivl, så vent med at anskaf dig en kat og overvej nøje om du er villig og har ressourcerne til det ansvar, det er at have et levende væsen. En kat kan almindeligvis leve i gennemsnit 14-16 år, så vær indstillet på en langvarig forpligtelse, uden generel fortrydelsesret.
Se andre vejledninger om katte