marsvin

Sygdomme hos marsvin

Marsvinet er et byttedyr og derfor skjuler det sine svagheder meget længe, så mange marsvin desværre kommer alt for sent til dyrlægen. Det første tegn på sygdom er ofte at marsvinet spiser lidt mindre – det kan være umåleligt lidt – derfor anbefaler vi altid at man hele tiden er opmærksom på marsvinets vægt og eventuelt vejer det en gang ugentligt.

Andre almindelige sygdomstegn hos marsvin kan være:

  • nedsat appetit
  • vægttab
  • ændring i aktivitetsniveau
  • øget eller nedsat drikkelyst
  • afføringen og urinens udseende
  • adfærd
  • pelsen – skal være blank og tæt.
  • Kløe og skæl
  • hoste eller nysen
  • hævelser eller knuder

Øjensygdomme (grå stær) hos marsvin

Grå stær er en uklarhed i øjets linse som blokerer for at lyset kan komme gennem øjets linse og bagud til nethinden. Af og til er det en langsom udvikling, så marsvinet aldrig når at få problemer ved at se. Nogle gange er det en hurtig udvikling, så øjets linse bliver fuldstændig hvid og uklar med blindhed til følge. Grå stær forårsager ingen smerte for marsvinet, og diagnosen stilles derfor ikke før marsvinets syn er så dårligt, at det ændrer adfærd, eller man kan se den grå stær med det blotte øje. Grå stær rammer ikke kun ældre marsvin, men kan ramme et marsvin når som helst i marsvinets liv. Grå stær kan komme fra mange forhold, eksempelvis kraftig vold mod øjet, infektioner, forgiftninger, diabetes eller være medfødt. Aldersbetinget grå stær ses hyppigt hos marsvin.

Skørbug (C-vitaminmangel) hos marsvin

Marsvinet kan ligesom mennesket ikke selv producere sit C-vitamin og er derfor afhængig af at få det tilført igennem føden. En årsag til skørbug kan være hvis marsvinets kost mangler C-vitamin. Almindelige symptomer på skørbug kan være manglende lyst til at spise, hævede og/eller ømme led og ribben, manglende vilje til at bevæge sig, dårlig udvikling af ben og tænder, blødninger særligt i tandkød, led og muskler. Skørbug kan i yderste indstands have en dødelig udgang, særligt i unger som vokser hurtigt og en hun som er drægtig. De fleste af disse tilfælde ses om vinteren, hvor der ikke gives friskt grønt. C-vitamin kan købes på dråber, som man kan komme direkte på marsvinets foder, f.eks. på et salatblad. Et marsvin har brug for 10mg C-vitamin om dagen. Marsvinet skal straks i behandling med vitamintilskud (enten i foder, vand eller med indsprøjtning).

Bare pletter hos marsvin

Det er ikke ualmindeligt, at marsvin får bare pletter i sin pels. Det kan skyldes, at pelsen gnaves af, fordi marsvin af og til kan få til vane at tygge i pelsen hos et andet marsvin, særligt hvis det er underlegen. Et marsvin som går alene kan godt tygge i egen pels, måske fordi marsvinet ikke får nok fibre i sin kost, eller måske fordi marsvinet keder sig og føler sig ensom. Det ses ofte hos hunner, der flere gange bruges i avl. Hårtab kan i mere sjældne tilfælde skyldes hormonforstyrrelser, svampesygdomme og parasitinfektioner.

Sellnick – marsvine skab

Sellnick eller marsvine skab kommer til udtryk som voldsom kløe, pelstab og vægttab hos marsvinet. Sellnick skyldes en skabmide, der graver sig ned i huden og lægger æg. I de tidlige stadier ses bloy moderat kløe i lysken, på brystet og halsen, pelstab og lidt skæl, inden det breder sig til hele kroppen, indtil marsvinet hverken kan sove eller spise. Marsvine skab skal behandles hos dyrlægen. Det er vigtigt at alle dyr i hjemmet behandles, også dem der ikke viser symptomer. Herudover skal bur og inventar rengøres og skoldes.

Tandproblemer hos marsvin

LÆS MERE OM DETTE HER

Hedeslag hos marsvin

Et marsvin er meget påvirkelig af varme og har derfor nemt ved at få hedeslag. Særligt er overvægtige marsvin eller marsvin med tæt pels i farezonen. En temperatur der overstiger  30° Celsius, høj luftfugtighed (over 70%), fravær af skygge og udluftning, samt trængsel er årsager til hedeslag hos marsvin. Almindelige symptomer kan være at marsvinet har besværet vejrtrækning, savler meget, virker afkræftet og uden ønske om at bevæge sig, kramper og i yderste indstands bliver bevidstløs med dødelig udgang. Hedeslag kan dog heldigvis behandles, hvis man opdager det i tide. Du kan sprøjte køligt vand over dit marsvin eller forsigtigt bade det i køligt vand. Straks efter man har ydet førstehjælp, er det vigtigt at komme til dyrlæge. Forebyg hedeslag ved at sikre områder med skygge og udluftning, sprøjt marsvinets bur med køligt vand og/eller stil en ventilator til at blæse mod marsvinets bur.

Trommesyge hos marsvin

Trommesyge skyldes en overvækst af luftproducerende bakterier og der er risiko for at mave-tarm-motorikken tager skader eller stopper med at fungere, med store smerter og død til følge for marsvinet. Indikatorer på at dit marsvin er ved at få trommesyge er, hvis det kommer af med mindre afføring eller slet ingen afføring, samt hvis marsvinet spiser mindre eller slet ikke spiser. Marsvinet mister lysten til at røre sig og bliver irritabelt. Det kan komme hvis marsvinet fodres med alt for fiberfattig (= for lidt hø) og for fed (= for meget gnaverblanding, frugt, brød etc.) foder. Ved symptomer på trommesyge, skal dyrlægen opsøges hurtigst muligt. Man kan selv give 2 ml madolie i munden, da det kan dæmpe dannelsen af skum og dermed lette afgangen af luft. Blid mavemassage kan også hjælpe, indtil marsvinet kommer til dyrlæge.

Bylder og fodbylder hos marsvin

Det er ikke ualmindeligt at se bylder på marsvin. Ofte kommer de når marsvin leger, bider eller kradser hinanden, og de er oftest ganske ufarlige. Men der er også en langt mere farlig form for bylde, som kommer af streptokokker og optræder på marsvinets hals. Bakterien optages i marsvinets mund og kommer af den vej ind i kroppen. Ved mistanke om en byld på sit marsvins hals, bør det straks fjernes fra andre marsvin (og kæledyr) for at forhindre spredning af smitte. Kontakt en dyrlæge for at åbne bylden. Fodbylder ses også, mest hos ældre og ofte overvægtige marsvin. Foden hæver op og kan let minde om en klumpfod. Fodbylder kan være vanskelige at behandle, men man kan prøve at åbne fodbylden, eventuelt desinficere og sæbebade foden. Vi anbefaler desuden at man kontakter dyrlæge for medicinsk behandling.

Tynd afføring og diarre hos marsvin

Diarré skyldes ofte et dårligt miljø i buret, eksempelvis hygiejne, fodring og andre stressfaktorer for marsvinet. Afføringen bliver klumpet og sætter sig tit fast i endetarmen, som medfølger irritation af huden. Marsvinet mangler desuden lyst til at spise, vil ofte være nedtrykt og trives ikke som det burde. Behandlingen består i at give marsvinet et rent og tørt bur, og evt. en ændring af foderet.

Kontakt din dyrlæge

Vi anbefaler som hovedregel altid at du kontakter din dyrlæge for supplerende information, hvis du er i tvivl om noget.

Kilde: Agria Dyreforsikring, gulerodderne.dk, Virum Dyreklinik

 

Se andre vejledninger om marsvin

 




TILMELD DYREKLUBBEN NYHEDSBREV KLIK HER